Nyd livet straks udenfor Gøteborg
Kan du lide frodige havemiljøer, hyggelig shopping, spabade, golf, fantastisk mad og drikke baseret på lokale råvarer og kulturhistorie i form af velbevarede slotte? Så har du meget at opleve på den 70 km lange strækning mellem Mölndal og Alingsås.
Her præsenterer vi nogle tips til, hvordan du kan arrangere et skønt roadtrip lige uden for Gøteborg med et par overnatninger i skønne omgivelser i området.
Vil du udskrive et resumé af denne roadtrip? Her er en pdf-fil til print.
Dag 1:
Start ved Gunnebo Slot
Vi foreslår at du starter i Gøteborg-området og bevæger dig mod slutdestinationen Alingsås. Rejsen kan naturligvis også foregå i den modsatte retning.
Gunnebo Slot og Haver i Mölndal er åben hver dag hele året rundt. Omkring slottet, som er et af Sveriges bedst restaurerede 1700-talsanlæg er der oplevelser rundt om hvert hjørne. Råvarerne fra Gunnebos egen køkkenhave er konstant til stede i bagværk og retter, der serveres på Kaffehus och Krog - Gunnebos egen økologiske café og restaurant. Besøg også gerne lysthaven med dens forskellige frodige rum og den engelske park, der snor sig helt op til udsigtspunktet Floras bakke. Til en længere gåtur kan Gunnebo kulturreservat med sine løvskove, søer og dramatiske bjergklipper anbefales.
Inden afrejse må du også kigge ind i Gunnebos butik. Køb kulturarvsfrø fra Impecta, kornmel fra Wästgötarna eller smukt håndværk fra lokale Gøteborg-producenter.
Tag videre til Poppels Öl & Mat
Til dig, der måske er noget af en feinschmecker, når det kommer til øl, kan vi anbefale, at frokoststoppet for dagen ligger ved Jonsered lige øst for Gøteborg. I denne del af Vestsverige er de lokale producenter af håndværksbrygget øl skudt op som svampe af jorden i de seneste årtier. En stjerne på den vestsvenske ølhimmel er Poppels. Lige ved siden af selve bryggeriet ligger Poppels Öl & Mat - en restaurant, hvor hele menukortet er bygget op, så der er så godt match som muligt mellem øl og mad. Her tilberedes mad, så det passer til specifikke øl, men øl brygges også ud fra, hvordan det passer til specifikke fødevarer.
Blomstrende grønt og kaffe med hjemmebag på Jonsereds Trädgårdar og Trädgårdscafé
Kan du ikke få nok af smukke haver eller af at spise dig mæt i kager og bagverk? Godt en kilometer fra Poppels Öl & Mat ligger Jonsereds Trädgårdar, her kan du få din kaffetørst og kagebehov dækket!
Jonsereds Trädgårdar er en frit genskabt herregårdshave fra 1800-tallet. Der er fire blokke, der udgør økologiske haver - Formhaven, Køkkenhaven, Den engelske rosenhave, Ruinen og Udstillingshaven.
Eftermiddagskaffe kan du med fordel indtage i Jonsereds Trädgårdscafé. Størstedelen af det, der serveres, består af lokalt producerede og økologiske råvarer, der varierer efter sæsonen. Fyld energidepotet med kaffe og te (økologisk selvfølgelig), kage, boller (hvis den søde tand stadig ikke har fået nok) eller gode salater og sandwich.
11 haver på 3,6 kilometer - velkommen til Växtrum i Lerum
Længes du efter flere haveoplevelser? Så fortsæt nogle kilometer nordpå til Växtrum i Lerum, som er noget så unikt som elleve forskellige haver designet af forskellige kendte svenske haveprofiler. Alle haver ligger inden for en gåafstand af 3,6 kilometer.
Tjek ind på Nääs Fabriker
Efter en dag fyldt med oplevelser og indtryk bliver det balsam for sjælen at tjekke ind hos Nääs Fabriker i Tollered. Her bor du i lokaler, der i 1800-tallet rummede et bomuldsspinderi, og som er indrettet på moderne vis, men stadig samspiller med det gamle arbejdsmiljø. Nyd udsigten over søen Sävelången eller tag et bad i den og suppler med tilhørende sauna eller spabad. Er du ikke rigtig klar til at slappe af endnu? Så kan du træne i Nääs Fabrikers eget fitnesscenter.
Tag også et par besøg i de hyggelige små butikker i området, hvor du kan finde mode og indretning samt smykker og delikatesser. Du går ikke tomhændet herfra, det lover vi!
Dagen slutter naturligvis af i hotellets egen restaurant Fabriksköket, hvor du spiser med Sävelången som nærmeste bordherre.
Dag 2:
Videre til Nääs Slot
Efter en god morgenmad på Nääs Fabriker bør du sætte kursen mod naboen - slottet Nääs. Her kan du opleve Skandinaviens bedst bevarede sene 1800-tals miljø i al sin pragt. Her har mennesker mødtes i umindelige tider og skabt livslange minder sammen. Bestil gerne en guidet rundvisning på slottet.
Nääs Slott er desuden en af landets største arrangører af kurser i kunsthåndværk, hvilket mærkes, hvis man kigger ind på kunsthåndværkerhallen eller i centret for bygningsbevarelse.
Kaffe, kage og shopping i Alingsås
Alingsås har været kendt for sin café- og bagerihistorie siden 1700-tallet. Cafékulturen lever stadig i høj grad i Alingsås, som normalt kaldes Sveriges Fikahovedstad. Fika er det svenske ord for kaffe og kage, eller bare en lille pause med et mellemmåltid. Nolbygårds Ekobageri, Ekstedts Bageri & Café og Nygrens Café er opført i White Guide som nogle af Sveriges bedste caféer og serverer brød, bagværk og konditorkager af højeste kvalitet.
Nolhaga Park ligger i behagelig gåafstand fra de centrale dele af Alingsås. Hvis du kan lide smukke træer, buske, plantager, broer og damme, er du virkelig på rette sted her. Gå ikke glip af sumpskovsområdet Congo, hvor du på vej ned til Mjörn-søen kommer gennem et regnskovslignende miljø i svensk stil.
En anden park i området, der er et besøg værd, er Gräfsnäs Slotsruin og park. Her kan du sole dig, bade og holde picnic, når vejret tillader det. Kommer du hertil i foråret, må du ikke gå glip af det smukke blomstrende hav af hvide anemoner, der dækker store dele af området.
Check ind på Grand Hotel Alingsås
Afslut dagen med at tjekke ind på Grand Hotel Alingsås. Hotellet, der blev bygget i 1911, er blevet omhyggeligt renoveret, og mange historiske detaljer er bevaret. Der er selvfølgelig stadig alt den moderne komfort, man kan komme i tanke om, når det kommer til sauna, yoga, mulighed for motion og en restaurant, hvor man kan forkæle smagsløgene ordentligt.
Dag 3:
Videre til Öijared Resort
For jer, der har golfbaggen i bilens bagagerum, foreslår vi at udvide turen til Öijared Resort i Floda. Her på en smukt beliggende halvø mellem søerne Mjörn og Sävelången ligger Sveriges største golfanlæg, som rummer tre 18-hullers baner og en 9-hullers multibane beregnet til golf, frisbee og fodboldgolf. Banerne har forskellig stil, design og spilkarakter og er virkelig et must for dig, der elsker golf.
På det arkitekttegnede hotel bor du midt i den vestsvenske natur, der udover at bidrage til fantastisk smukke omgivelser også bidrager til hotellets særprægede arkitektur og indretning. Afslut gerne aftenen efter en lang dag på golfbanen med at nyde et lækkert måltid i restauranten. Her får du serveret uforglemmelig sæsontilpasset og lokalt produceret mad.
Dag 4:
Afslut turen med en luksuriøs brunch
Hvad er den bedste afslutning på et intenst roadtrip? En rigtig lang og hyggelig morgenmad selvfølgelig. Den klassiske morgenbuffet på Öijared byder på masser af lækkerier. Mens du sidder og nyder maden kan du lade tankerne vandre til alle de steder, du har besøgt de sidste par dage. Har du et smukt yndlingssted, som du har lyst til at gense?
Det gode liv i Vestsverige
Udforsk vestkystens maleriske kystsamfund og nyd friskfangede skaldyr, eller tag på et roadtrip langs de snoede veje for at opdage det vestlige Sveriges enestående landskaber og seværdigheder.
Fakta Roadtrip
Dage og længde: 70 km fordelt på fire dage
Anbefalet periode: Forår, sommer og efterår
Afstand Danmark - Gøteborg: ca 4 timer fra enten København eller Frederikshavn
Husk: Tjek altid destinationens åbningstider inden dit besøg